Mikkel Reher-Langberg: “Vi bruger alle de samme ord som Davanloo, men musikken er en anden”

I dette interview med Mikkel Reher-Langberg taler vi om hans kommende bog om Davanloo og ISTDP og meget mere. Mikkel er psykolog og formand for Dansk selskab for ISTDP. I 2018 udgav han en bog om Freuds begreb om selvet, Faces of the Freudian ‘I’: The Structure of the Ego in Psychoanalysis. Sammen med nogle kolleger har han i nogle år drevet den private klinik Emotion center i København.

Svensk version av texten. Engelsk version.

Hvad optager dig lige nu?
Rent professionelt arbejder jeg, som du ved, fuld tid i en privat ISTDP-klinik i København, og er fortsat meget optaget af at lære at arbejde med metoden. Ved siden af det, er jeg ved at skrive den bog vi skal tale om her. Ud over det, har jeg de sidste par år været optaget af meditation, som jeg håber at kunne dedikere mig mere til, når bogen er færdig.

Porträtt Mikkel Reher-Langberg
Mikkel Reher-Langberg

Du er ved at afslutte arbejdet på en bog i to bind om ISTDP. Da jeg hørte dig tale om bogen, fik jeg det indtryk, at du ønsker at bidrage til en slags “tilbage til rødderne”-proces: tilbage til Davanloos fundament. Hvad er baggrunden for bogen?
Baggrunden for bogen er, for mit vedkommende, at jeg de sidste år har været i træning hos John Rathauser, som arbejder i en stil, der ligger meget tæt op ad Davanloos arbejde omkring 90’erne. Jeg så Johns arbejde på IEDTA-kongressen i Amsterdam i 2016, og var fuldstændigt solgt til hans stil. Oprindeligt har jeg lært ISTDP efter Fredericksons og Abbass’ formater, og siden jeg begyndte at arbejde med John har jeg arbejdet på at forstå, hvad det særlige ved Johns tilgang var. Med tiden blev Johns og mit samarbejde tættere og mere venskabeligt, og jeg tror, John kunne se, at jeg ofte kunne forstå og sætte ord på hans arbejde på måder, han ikke selv kunne, selv om hans kliniske intuition er meget stærkere end min egen.

John Rathauser

På et tidspunkt foreslog John, at vi skulle skrive en bog sammen, og gøre brug af vores forskellige styrker – det var tilbage i begyndelsen af 2019. Jeg foreslog at vi skulle skrive den som en introduktion til Davanloo, hvilket vi hurtigt blev enige om. Jeg har primært beskæftiget mig med bogens første bind, som er et forsøg på at fremlægge en sammenhængende præsentation af Davanloos teori og metode. Andet bind består af Johns cases, som vi har skrevet kommentarer til. Kort sagt har det at skrive bogen altså for mig personligt været en måde at integrere min forståelse af Johns arbejde, gennem en meget tæt læsning af Davanloo.

Vil du dele nogle af de vigtigste konklusioner, du har gjort, mens du har læst Davanloo på den måde, du har gjort det i de sidste par år?
Det er svært at sætte finger på enkelte fund – for mig har det at vende tilbage til Davanloo krævet en grundlæggende omstrukturering af, hvad jeg troede, jeg vidste om ISTDP. Det jeg har været mest optaget af, ud over Davanloos begrebsapparat, har været Davanloos måde at orientere sig i det kliniske arbejde, og at forsøge at se det særlige i hans arbejde i kontrast til nyere versioner af ISTDP. På den måde kan jeg komme til at lægge for meget vægt på forskellene mellem Davanloo og andre lærere, frem for lighederne.

Når det er sagt, så oplever jeg, der er en kvalitativ forskel på den måde, de fleste af os forstår ISTDP i dag, og den måde jeg synes, Davanloo orienterer sig i arbejdet. Vi bruger allesammen de samme ord som Davanloo, men musikken er anderledes, og jeg tror ikke kun det handler om at Davanloo havde/har en dybere klinisk intuition end de fleste af os har. Et område, hvor jeg synes, det viser sig, er at mange i dag lader til at forstå ISTDP som en følelsesfokuseret eller oplevelsesorienteret terapiform. Jeres svenske ISTDP-gruppe på facebook har f.eks. et banner med teksten “the deeper you feel, the more you heal”. Det kan virke uskyldigt, men i praksis betyder det, at mange ISTDP-terapeuter mest af alt interesserer sig for at “komme ind til følelserne”, som om det at føle følelser i sig selv var vigtigt eller relevant.

Den orientering har sine styrker, ligesom andre terapiformer også har sine styrker, men jeg synes, den er kvalitativt forskellig fra ånden i Davanloos arbejde – i hvert fald indtil slutningen af 90’erne. De følelser, han interesserer sig for, er specifikt dem, der knytter sig til arbejdet med modstanden, og de er ikke et mål i sig selv – de er et middel til at få en dybere forståelse for og gennemarbejde patientens ubevidste. På den måde bruger Davanloo også modstanden på en anden måde, end de fleste ISTDP-terapeuter gør det i dag, og det har konsekvenser for, hvordan arbejdet ser ud i praksis.

Du siger, at det næsten er som at tale om en ny form for terapi, der er udviklet “post Davanloo”. Kan du gå mere i detaljer om, hvad der er så anderledes, måske med et klinisk eksempel? Hvordan adskiller Davanloo/Rathauser-ISTDP sig fra Frederickson/Abbass-ISTDP?
Jeg synes i hvert fald, det er en overvejelse værd, om det er den samme terapiform! En konkret klinisk forskel er at mange i dag har lært at “presse igennem” modstanden, og tage hvad man kan kalde “the path of least resistance”, mens Davanloo følger “the path of maximum resistance”. Men egentlig synes jeg, den største forskel ligger mere i forståelsen af terapien – ikke i de tekniske interventioner. Hvis man ændrer ånden i en metode, er det så stadig den samme? Det er svært at give et klinisk eksempel på, men vi kan måske sammenligne det med yoga. Hvis man bruger de forskellige positioner som gymnastik eller styrketræning, er det så stadig “det samme” som yoga brugt som spirituel praksis?

Hvis man forstår ISTDP som en form for eksponering for følelsesmæssig nærhed, hvor det terapeutiske potentiale består i at facilitere gennembrud af følelser, eller korrektive emotionelle oplevelser med terapeuten, som mange gør, så overskygger det nemt den del af arbejdet, der handler om at skabe indsigt i det ubevidste. Vi kan sige, at det ene ikke udelukker det andet, men i praksis synes jeg alligevel, mange bruger metoden, som om eksponering for egne følelser udgjorde et mål i sig selv.

Det er der meget godt i – men jeg synes, det er vigtigt at være bevidst om, hvor det bringer terapiformen som helhed hen.

Du har tidligere skrevet en bog om Freuds selvbegreb og har interesseret dig lidt for filosofi – ting, der passer godt ind i den psykoanalytiske litterære tradition. Bør vi, der arbejder med ISTDP, være mere interesserede i at læse klassiske originaltekster? Eller er det en positiv ting, at ISTDP-fællesskabet fokuserer mere på håndværket og på at se videooptagelser?
Både ja og nej – jeg er ikke sikker på, hvordan den psykoanalytiske litteratur er relevant for vores metode, ligesom man ikke lærer 100-meter af en maratonløber. Vi bruger ikke overføringsneurosen, så det er svært at sammenligne metoderne andet end rent principielt. Hvis der skal være en udveksling synes jeg, der er noget smukt, seriøst og generøst i den måde vi i ISTDP-miljøet træner metode på, som det psykoanalytiske miljø måske kunne have gavn af.

Men et område, hvor jeg synes, det ville være oplagt at inddrage psykoanalytisk teori, er i forståelsen af de psykiske niveauer, der er dybere end følelseslivet. Den psykoanalytiske tradition har et sprog for de drifter og intersubjektive dynamikker, de manifeste følelser udspringer af, som vi slet ikke har i ISTDP-miljøet. At inkorporere dét vil være relevant for måden, vi forstår den terapeutiske proces som helhed. Jeg tror, noget af det næste, der kommer til at være nødvendigt i ISTDP-miljøet er, at flere beskæftiger sig med at begrebsliggøre fase 6-7 i den centrale dynamiske sekvens, som vi desværre ikke har en sammenhængende forståelse for på nuværende tidspunkt, men som hænger nært sammen med måden, vi anskuer selve meningen med og forandringsmekanismerne i den terapeutiske proces. Dér tror jeg, det kommer til at være nødvendigt at vende tilbage til den psykoanalytiske tradition efter hjælp.

Hvad ser du som de største udfordringer for ISTDP-fællesskabet i de kommende år?
Jeg tror, der er mange, der begyndte at lære ISTDP omkring det tidspunkt hvor Co-Creating Change udkom, som har brugt meget tid på teknik, og nu er nået til et punkt i deres udvikling som terapeuter, hvor de har brug noget, der kan hjælpe dem med at udvikle en dybere forståelse for selve den terapeutiske proces. Jeg synes, vi mangler litteratur og undervisning der fokuserer på de store bevægelser og meninger med arbejdet, så vi kan begynde at bruge teknikken mere smidigt.

Ud over det, har jeg personligt to ting, jeg gerne så i den nærmeste fremtid. For det første, at nogen ville udvikle en fænomenologi for metoden – en beskrivelse af strukturerne i patientens og terapeutens indre oplevelser af processen. For det andet, at nogen skrev mere udførligt om terapeutens brug af forsvar i processen, og hvordan de typisk ser ud. Jeg synes desværre, vi som miljø kan have en tendens til at tilskrive patientens forsvar større betydning for processen end vores egne, og jeg tror at mange af de tekniske faldgruber metoden har, jf. den debat der på det seneste har været omkring dens skadevirkninger, kunne afhjælpes ved, at vi fokuserede mere på vores egne neurotiske anvendelser af teknikken.

Hvad ville en sådan fænomenologi beskrive og indeholde? Har du lyst til at spekulere?
Hvordan opleves det når processen tilter over i overføringen? Hvordan opleves det når UTA er høj versus når den er lav? Hvordan opleves det når CTA er etableret versus når den ikke er? Hvordan opleves rise i CTF i overføringen, før de bryder igennem? Hvordan opleves skiftet fra før til efter instant repression? Hvordan føles det at få deaktiveret en projektion? Hvordan skal det føles at få sin major resistance udfordret korrekt, og hvordan føles det når terapeuten bare hamrer løs uden at have gjort det klart hvad meningen med det er? Jeg tror, det kunne være nemmere, særligt for nye terapeuter der endnu ikke har udviklet sin egen erfaring i modoverføringen, at finjustere vores metode efter den oplevelse, patienten giver udtryk for, som supplement til de grove objektive tegn som f.eks. suk.

Hvad kæmper du for at lære som ISTDP-terapeut lige nu?
Jeg arbejder mest med at stabilisere min indføling. En side af det er, at jeg er ved at finde ud af at aflære de måder, jeg bruger ISTDP-terapeut-rollen som et forsvar mod følelsesmæssig nærhed, og at lære at have et greb om metoden, der hverken er for fast eller for løst.

Det er noget, som jeg og mange af læserne vil genkende – at vi bruger ISTDP-rollen som et forsvar. Tror du, at ISTDP er særligt sårbar over for den slags problemer, da vi lægger vægt på teknisk håndværk?
Ja, jeg tror, vi som ISTDP-terapeuter er udsatte på i hvert fald to områder. Det ene er den høje følelsesmæssige intensitet i kontakten med patienten, der ligger til metoden. Det andet handler om, at vi har meget klare forbilleder af meget høj kvalitet at forholde os til lige fra starten af vores arbejde, både i form af tekniske anvisninger og konkrete læreres arbejde. Vi har på den måde meget store sko at fylde ud, og de fleste af os, der interesserer os for ISTDP er meget ambitiøse på vores egne og vores patienters vegne. Hvis vi tænker over det, så er det nærmest en traumatisk situation at sætte sig selv i, især som nyuddannet psykolog. Når vi sidder dér og skal navigere i en høj grad af følelsesmæssig intensitet, som vi ikke helt forstår, på et meget højt teknisk niveau, som vi ikke helt mestrer, men skal overbevise os selv om at vi mestrer, og tror vi skal overbevise patienten og vores kolleger om at vi mestrer, så er grunden ligesom lagt for at få sig en terapeut-neurose, hvor vores terapeut-personlighed ikke faciliterer vores personlige udvikling i arbejdet, men står i vejen for den, fordi den ikke afspejler os. Metoden kræver, at vi kan gå hele vejen fra inquiry til unlocking. Vi skal have styr på hele systemet, før det rigtig virker, og på den måde bliver det at lære metoden som at lægge et puslespil, hvor motivet hele tiden ændrer sig. På den måde er det oplagt, at vi måske mere end terapeuter fra andre retninger, andre tilegner os en form for præmatur terapeut-identitet som en bærende søjle for vores udvikling.


Hvis du nød dette interview med Mikkel Reher-Langberg, vil du måske også være interesseret i vores andre interviews: